Wat Phra Singh i Chiang Mai er et tempel, som næsten alle anbefaler, og den slags kan gøre én lidt skeptisk. Men her giver det mening. Ikke fordi det er det mest dramatiske tempel i Nordthailand, men fordi så meget her stadig forbinder. Arkitekturen, atmosfæren, den religiøse betydning og placeringen midt i den gamle by peger alle i samme retning.
Templet blev grundlagt i 1345 af kong Pha Yu og er i dag et af Chiang Mais vigtigste kongelige templer. Senere blev det hjem for Phra Buddha Sihing, den højt ærede Buddhafigur, som gav templet sit navn. Det er den historiske forklaring. Den mere ligefremme er, at Wat Phra Singh er stedet, man går hen, hvis man gerne vil forstå, hvorfor Lanna-arkitektur stadig fylder så meget i Chiang Mai.
Det er ikke størrelsen, men detaljerne, der gør forskellen
Noget af det bedste ved Wat Phra Singh er, at det ikke kun virker på afstand. Mange templer er flotte udefra og lidt mindre interessante, når man først går ind. Her er det næsten omvendt. Jo tættere man kommer på træværket, mønstrene, søjlerne og de lave, brede taglinjer, jo bedre bliver det.
Det gælder især Viharn Lai Kham, som i praksis er den bygning, de fleste burde bruge mest tid på. Det er ikke nødvendigvis den største bygning på området, men klart den mest karakterfulde. Den ligger lidt tilbagetrukket, og det klæder den. Udefra er det de mørke træflader, de gyldne detaljer og naga-rækværkerne, der fanger blikket. Indenfor er det de røde søjler, de fine guldmønstre og vægmalerierne, der gør, at man næsten automatisk sænker tempoet.
Det er også her, Wat Phra Singh for alvor skiller sig ud fra mange andre templer i byen. Det føles ikke bare vigtigt. Det føles gennemarbejdet.
Phra Singh-billedet gør templet til mere end et flot stop
Wat Phra Singh er ikke kun et sted, man går til for at se smukke bygninger. Det er stadig et aktivt religiøst centrum, og det mærkes især omkring Phra Buddha Sihing. Den berømte Buddhafigur er templets egentlige hjerte, og det er også den, der gør stedet til mere end bare et arkitektonisk højdepunkt.
Der knytter sig en længere fortælling til figuren, som traditionelt forbindes med Sri Lanka og senere rejser gennem det sydlige Thailand og Ayutthaya, før den endte i Chiang Mai. Om man tager hele historien bogstaveligt eller ej, er næsten mindre vigtigt. Det afgørende er, at figuren stadig har reel betydning. Det er ikke en gammel genstand bag glas. Det er et billede, som stadig bæres gennem byen under Songkran, når folk stænker vand på det og knytter det til velsignelse, regn og ny begyndelse.
Det giver templet en anden tyngde. Man står ikke bare i et smukt anlæg. Man står et sted, der stadig bruges til noget, som betyder noget.
Vægmalerierne er noget af det mest interessante på hele området
Mange går lidt for hurtigt gennem tempelhaller. Det er synd i Wat Phra Singh, og især i Viharn Lai Kham. Vægmalerierne her er noget af det, der gør templet mere levende end bare imponerende.
De knyttes normalt til fortællingerne om Sang Thong og Suwanna Hong, men det mest spændende er næsten alle de små detaljer omkring historierne. Tøj, frisurer, hverdagsliv, måden folk bevæger sig på og den verden, de er malet ind i. Det er den slags billeder, der gør et gammelt tempel mindre fjernt. Man ser ikke kun religion og symboler. Man ser også spor af et samfund, der engang faktisk så sådan ud.
Det er noget af det, Wat Phra Singh kan, når det er bedst. Det føles ikke bare gammelt. Det føles beboet af historie.
Der er mere her end én berømt bygning
Selv om Viharn Lai Kham er højdepunktet, er det ikke det eneste, man skal se. Viharn Luang giver området tyngde og viser templets mere monumentale side. Her er rummet større, mere åbent og mere ceremonielt, og det er med til at give helheden balance.
Det gamle ho trai, bibliotekshuset, er også værd at lægge mærke til. Ikke fordi det råber højt, men fordi det gør det modsatte. Den mørke træoverbygning, den lyse base og de rolige proportioner er med til at give hele komplekset den fornemmelse af orden, som mange af de bedste templer har. Og som så ofte i Nordthailand er noget af det fine netop, at de mindre bygninger ikke bare står der som pynt. De har haft en funktion, og man kan stadig godt mærke det.
Wat Phra Singh fungerer bedst, når man ikke jager ét foto og går igen. Det er et tempel, der bliver bedre, jo mere man lader blikket vandre.
Kom tidligt eller sidst på dagen
Wat Phra Singh er bedst om morgenen eller sidst på eftermiddagen. Om morgenen er der roligere, og lyset er mildere. Senere på dagen får træværket og de gyldne detaljer den varme glød, der klæder stedet virkelig godt. Midt på dagen kan naturligvis også fungere, men det er sjældent dér, templet føles mest indbydende.
Det er også et af de letteste templer at passe ind i en dag i den gamle by. Bor man inden for voldgraven, er det en enkel gåtur. Fra Tha Phae Gate går man bare vestpå ad Ratchadamnoen Road, og man ender stort set lige ved porten. Kommer man længere væk fra, er rød songthaew, tuk-tuk eller Grab helt ukompliceret, fordi alle kender stedet.
Yderområderne kan man som regel bevæge sig rundt på uden at tænke så meget over det. De vigtigste indre haller kræver normalt en mindre entré for udenlandske besøgende, ofte omkring 50 baht. Det er ikke noget stort, men det er rart at vide på forhånd.
Søndag giver templet ekstra god mening
Wat Phra Singh er særligt godt placeret, hvis man er i Chiang Mai på en søndag. Templet ligger nemlig helt ude i den vestlige ende af Sunday Walking Street, som senere fylder Ratchadamnoen Road hele vejen mod Tha Phae Gate. Det gør stedet oplagt som begyndelse på en sen eftermiddag, hvor man gerne vil kombinere tempel, middag og marked uden at gøre planen mere indviklet, end den behøver være.
En virkelig god søndag i Chiang Mai er faktisk ret enkel: Wat Phra Singh først, især Viharn Lai Kham i det bløde eftermiddagslys, derefter en tidlig middag i området og så ud på markedet bagefter. Det er en af de ruter, der føles mere naturlig, end den ser ud på papiret.
Det er et tempel, der fortjener lidt mere end et hurtigt kig
Wat Phra Singh passer bedst til folk, der gerne vil se et tempel, hvor både kunst, tro og byhistorie stadig kan mærkes på stedet. Det er godt for førstegangsbesøgende, fordi det er et af de vigtigste templer i Chiang Mai. Men det er også godt for dem, der allerede har set lidt og gerne vil have et sted, der holder mere, jo længere man ser på det.
Det er mindre et tempel for folk, der bare vil have det hurtigste billede og videre. Wat Phra Singh bliver bedst, når man giver det lidt tid.
Hvis man kun skal vælge ét tempel i den gamle by for at se Lanna-arkitektur, når den er mest helstøbt, er Wat Phra Singh et meget stærkt bud. Ikke fordi det råber højest, men fordi så meget her stadig virker samlet. Det er et af de steder i Chiang Mai, hvor man ikke kun ser noget smukt. Man forstår også lidt bedre, hvorfor byen ser ud, som den gør.
