Wat Sri Suphan Chiang Mai ligger placeret lige syd for den gamle bymur, kun få minutters gang fra den centrale Chiang Mai Gate. Når du navigerer efter kort eller kigget på lokale skilte, kan navnet også optræde som Wat Si Suphan, men der er tale om nøjagtig det samme tempel.
Det er ikke et stort tempelområde, og de fleste bruger under en time her. Til gengæld er det et af de steder i Chiang Mai, man husker, fordi det ser så anderledes ud end byens mange gyldne templer.
Den lille ordinationshal er dækket af blanke metalplader fra sokkel til tag. Ser man hurtigt på den, virker det hele næsten som én stor sølvflade. Går man tættere på, dukker lotusblomster, dyr, buddhistiske fortællinger, bymotiver og små scener fra Lanna-kulturen frem.
Navnet Silver Temple er lidt misvisende. Hallen er ikke bygget af massivt sølv, men hovedsageligt beklædt med aluminium og forskellige metallegeringer. Det gør ikke arbejdet mindre imponerende. Det interessante er ikke metallernes værdi, men de mange timer, der er brugt på at banke, forme og præge hvert panel.
Wat Sri Suphan er derfor først og fremmest værd at besøge for håndværket. Det er ikke blandt Chiang Mais største eller vigtigste templer, men det er et af de mest særprægede.
Historien bag Wat Sri Suphan Chiang Mai
Templet blev grundlagt i begyndelsen af 1500-tallet, men området er blevet restaureret og bygget om flere gange siden.
Den sølvklædte hal er langt nyere. Arbejdet tog for alvor fart i begyndelsen af 2000’erne, hvor lokale sølvsmede og munke begyndte at beklæde ordinationshallen med håndbearbejdede metalplader.
Det giver mening netop her. Wua Lai-kvarteret har i generationer været kendt for sølvarbejde, lakarbejde og andre traditionelle håndværk. Hallen fungerer derfor ikke bare som tempelbygning, men også som et stort udstillingsvindue for en lokal fagtradition.
Gå hele vejen rundt om bygningen. Frontgavlen er den mest fotograferede del, men de mindre paneler langs siderne og bagsiden er ofte mere interessante.
Her ligger motiverne tæt, og udsmykningen viser sig at være mindre ensartet, end den først ser ud. Der er Buddhafigurer, lotusblomster og mytologiske dyr, men også nyere billeder og bymotiver.
Det gør hallen lidt ujævn, men også mere levende. Den føles ikke som en kopi af noget gammelt, men som et værk, der stadig hører til i det kvarter og den tid, det er skabt i.
Ved siden af ligger templets almindelige viharn. Den er langt mere traditionel med mørkt træ, røde vægge og gyldne detaljer. Den får mindre opmærksomhed, men er vigtig for forståelsen af stedet: Wat Sri Suphan er stadig et aktivt tempel og ikke kun en blank bygning for besøgende.
En ældre chedi på området styrtede delvist sammen i 2022. Restaurering og sikring kan derfor stadig påvirke enkelte dele af tempelområdet. Der kan være afspærringer, byggematerialer eller ændrede adgangsforhold, afhængigt af hvornår man kommer.
Sådan opleves sølvhallen
Den bedste måde at se hallen på er at begynde udenfor og gå langsomt rundt om den.
I den skarpe middagssol kan metallet næsten blive for blankt. Reflekserne skjuler de små relieffer, og det kan være svært at se, hvor meget arbejde der egentlig ligger i overfladen.
Om morgenen og sidst på eftermiddagen er lyset blødere. Mønstrene træder tydeligere frem, og det er lettere at opdage de små figurer, der ellers forsvinder i genskin.
Efter mørkets frembrud bliver hallen ofte oplyst i skiftende farver. Det giver en mere dramatisk stemning, men også en mere kunstig. Aftenen er bedst til at se bygningen som helhed. Dagslyset er bedst, hvis man faktisk vil studere håndværket.
Inde i ordinationshallen
Mænd kan normalt gå ind i den sølvklædte ubosot, når skoene er taget af.
Indenfor fortsætter metalarbejdet på vægge, søjler og loft. Rummet er mindre, end bygningen ser ud udefra, og de mørkere metalflader giver en tæt og næsten lukket stemning omkring Buddhafiguren.
Man bruger sjældent mere end fem eller ti minutter derinde. Følg skiltene om fotografering, og læg kameraet væk, hvis der foregår bøn, ordination eller andre religiøse handlinger.
Kvinder må ikke gå ind
Kvinder må ikke træde ind i selve ordinationshallen.
Templet forklarer reglen med lokale Lanna-forestillinger om indviede genstande og hellige grænsesten under gulvet. Det er templets egen religiøse tradition og ikke en regel, der gælder ved alle buddhistiske templer i Thailand.
Begrænsningen gælder kun den sølvklædte ubosot. Kvinder kan gå hele vejen rundt om bygningen, se det udvendige metalarbejde tæt på, besøge viharnen og færdes på resten af området.
Fra døren kan man få et kig ind, men hvor meget man ser, afhænger af lyset og af, hvor mange mennesker der står i vejen. Der har til tider været skærme eller billeder, som viser interiøret, men det bør ikke betragtes som en fast del af besøget.
Det er en god idé at kende reglen på forhånd. Det meste af det mest detaljerede håndværk sidder udenpå, så templet er stadig værd at besøge for kvinder, men oplevelsen er ikke helt den samme.
Håndværk, munke og et tempel i brug
Det er let at behandle Wat Sri Suphan som et hurtigt fotostop. Det ville være synd.
Der kan være håndværkere i gang med at præge nye metalplader på området. Med små hamre og enkle værktøjer bygger de motiverne op slag for slag.
Arbejdet går langsomt. Netop derfor er det værd at blive stående et øjeblik. Når man ser processen, bliver det lettere at forstå, hvor meget tid der ligger bag de færdige paneler.
Man er dog ikke garanteret at se nogen arbejde. Værkstedsområdet kan være aktivt den ene dag og tomt den næste.
Der har også været korte workshops, hvor besøgende selv kunne præge en lille metalplade eller souvenir. Det er ikke noget, man bør regne med uden at have spurgt på forhånd.
Det samme gælder Monk Chat. Templet har tidligere arrangeret uformelle samtaler mellem munke og udenlandske besøgende, men tiderne kan ændre sig. Se efter et aktuelt opslag på stedet, og betragt det som en bonus frem for hovedgrunden til besøget.
Wat Sri Suphan bruges stadig til bønner, ceremonier og ordinationer. Adgangen kan derfor ændre sig fra dag til dag.
Tal dæmpet, undgå at gå foran mennesker, der beder, og spørg om lov, før du fotograferer munke eller håndværkere tæt på.
Kvinder kan gerne tale med munke, men bør ikke røre dem eller række genstande direkte til dem.
Morgen eller lørdag aften?
Valget af tidspunkt ændrer oplevelsen mere end ved mange andre templer i Chiang Mai.
Hverdagsmorgen
Kom om morgenen, hvis du helst vil se håndværket i ro.
Mellem cirka klokken 8 og 10 er temperaturen mere behagelig, lyset falder blødere på metallet, og der er som regel færre mennesker omkring hallen.
Det er også det bedste tidspunkt at opleve stedet som tempel frem for seværdighed. Der kan være lokale, som kommer for at bede, munke på området og en langt roligere stemning end senere på dagen.
Lørdag sidst på eftermiddagen
Lørdag er bedst, hvis besøget skal kombineres med Wua Lai Walking Street.
Kom omkring klokken 16.30. Så kan du se hallen i dagslys, blive til belysningen tændes og derefter fortsætte direkte ud på markedet.
Det er en god kombination, men ikke en stille en. Wua Lai Road fyldes hurtigt med madboder, souvenirs og mennesker, og trafikken omkring den sydlige voldgrav bliver tæt.
Det er ofte lettere at blive sat af ved Chiang Mai Gate og gå det sidste stykke end at forsøge at komme helt frem til templet i bil.
Midt på dagen
Middagstimerne er det svageste tidspunkt.
Varmen er højere, skyggen er begrænset, og lyset gør metallet svært at se ordentligt. Templet kan selvfølgelig stadig besøges, men der er ikke meget at vinde ved at komme netop dér.
Praktisk besøg og nærliggende stop
Wat Sri Suphan ligger omkring 10–15 minutters gang fra Chiang Mai Gate.
Fra Nimman, Night Bazaar og andre dele af byen er Grab den letteste løsning. Tuk-tuk og rød songthaew fungerer også, men aftal prisen først.
Entréen for udenlandske besøgende ligger normalt omkring 50 baht. Der kan følge en flaske vand eller en lille souvenir med, men det varierer.
Åbningstiderne ligger normalt fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen. Om lørdagen holder templet ofte længere åbent på grund af markedet. Ceremonier og arrangementer kan dog ændre adgangen.
Skuldre og knæ bør være dækket. Sko skal tages af ved indendørs helligdomme og enkelte hævede platforme, så vælg fodtøj, der er let at få af og på.
Tempelområdet er lille, men ikke helt trinløst. Der er hævede platforme, lave trapper og smalle passager. Kørestolsbrugere kan se en stor del af den udvendige udsmykning, men adgangen til alle bygninger er ikke sikker.
Der findes normalt toiletter og nogle få siddepladser. Midt på dagen er en hat og vand en god idé, fordi skyggen ikke dækker hele området.
Wat Sri Suphan passer godt sammen med andre stop på den sydlige side af den gamle by.
Chiang Mai Gate Market ligger tæt på og er oplagt til morgenmad eller aftensmad.
Nong Buak Haad Park ved det sydvestlige hjørne af voldgraven fungerer godt som en pause.
Man kan også fortsætte ind i den gamle by mod Wat Phra Singh eller Wat Chedi Luang, men gåturen føles længere i middagsvarmen, end den ser ud på kortet.
Lørdag er kombinationen enkel: sølvtemplet først, Wua Lai-markedet bagefter.
Er Wat Sri Suphan Chiang Mai værd at besøge?
Ja, især hvis du interesserer dig for håndværk, arkitektur eller templer, der ikke ligner alle de andre.
På en meget kort førstegangsrejse bør Wat Phra Singh, Wat Chedi Luang og Doi Suthep komme før. De fylder mere i Chiang Mais historie og religiøse liv.
Wat Sri Suphan er et supplement. Det viser, hvordan et gammelt tempel og et lokalt håndværkerkvarter er blevet bundet sammen i en nyere bygning, som både er helligdom og kunstværk.
Kom om morgenen for ro og detaljer. Kom lørdag sidst på dagen for lysene og markedet.
Og gå om bag hallen. Det er dér, væk fra frontgavlen og de fleste kameraer, at de små metalpaneler for alvor begynder at fortælle noget.
