Koh Chang er en forholdsvis stor ø, og valget af område betyder mere, end man måske lige tror. Der er stor forskel på de forskellige områder på Koh Chang, og langt de fleste besøgende vælger at bo langs vestkysten. Stemningen ændrer sig dog mærkbart, efterhånden som man bevæger sig fra det livlige White Sand Beach i nord og ned mod de mere afslappede Lonely Beach, Bailan og Bang Bao i syd.
Vil I gerne kunne gå til restauranter, butikker og lidt aftenliv, er White Sand Beach eller Kai Bae oplagte valg. Foretrækker I en mere afslappet ferie med resort, strand og rolige aftener, synes vi især, at Klong Prao er interessant. Og for backpackere og yngre rejsende, der gerne vil have en mere afslappet og social stemning, er Lonely Beach stadig et af de klassiske valg på Koh Chang.
Her gennemgår vi de vigtigste områder, så I kan finde den del af Koh Chang, der passer bedst til jeres ferie.
Kort overblik over områderne på Koh Chang
| Område | Passer især til | Stemning |
|---|---|---|
| White Sand Beach | Familier, førstegangsbesøgende og jer, der vil bo centralt | Mest liv, restauranter og butikker |
| Klong Prao og Chai Chet | Familier, par og resortferie | Roligt og afslappet |
| Kai Bae | Par og jer, der vil kombinere strand med restauranter | Livligt uden at være egentlig festby |
| Lonely Beach | Backpackere, solorejsende og yngre rejsende | Afslappet, socialt og mere festpræget |
| Bailan | Jer, der gerne vil bo roligt og lidt billigere | Meget afslappet |
| Bang Bao og Klong Kloi | Dykning, bådture og en ferie lidt væk fra resten | Roligt og afsides |
| Klong Son | Villa- og resortferie tæt på færgen | Fredeligt |
| Østkysten og Salak Phet | Primært erfarne Koh Chang-rejsende | Lokal og meget stille |

White Sand Beach – bedst hvis I vil være tæt på det hele
White Sand Beach er Koh Changs største og mest udviklede ferieområde og et oplagt valg, hvis det er første gang, I besøger øen. Det er også et af de første større områder, man kommer til efter færgen.
Her finder I det største udvalg af restauranter, butikker, barer, supermarkeder, hæveautomater og hoteller. Der er også natmarked og mere liv om aftenen end i de fleste andre områder på øen. Hvis I gerne vil kunne gå ud fra hotellet og have det meste inden for relativt kort afstand, er White Sand Beach efter vores vurdering det sikreste valg.
Området fungerer også rigtig godt for familier. Man behøver ikke planlægge transport, hver gang man skal ud at spise eller købe noget, og der er hoteller i mange forskellige prisklasser.
White Sand Beach er dog ikke ens fra nord til syd. Den nordlige del er mere rolig og strandorienteret, mens den centrale og sydlige del føles mere som et egentligt feriecentrum med trafik, butikker og restauranter langs vejen.
Det er værd at være opmærksom på hotellets præcise placering, når I booker. En adresse ved White Sand Beach betyder ikke nødvendigvis, at værelset ligger direkte ved stranden. Nogle hoteller har bygninger på den modsatte side af vejen eller op ad bjergsiden.
Ulempen ved White Sand Beach er først og fremmest, at området er mere turistet og travlt. I højsæsonen kan der være mange mennesker, mere trafik og højere hotelpriser. Hvis drømmen om Koh Chang er en lille bungalow ved stranden og meget rolige aftener, ville vi derfor kigge længere sydpå.
Klong Prao og Chai Chet – vores valg til en roligere resortferie
Klong Prao er efter vores vurdering et af de bedste allround-områder på Koh Chang. Her får I en god kombination af strand, resorts, restauranter og en central placering på vestkysten, men uden samme bypræg som White Sand Beach.
Det er især et godt valg for familier og par, som gerne vil tilbringe en del af ferien på hotellet og stranden. Området har flere større resorts med god plads, pools og direkte eller næsten direkte adgang til stranden.
Chai Chet ligger i den nordlige del og regnes ofte sammen med Klong Prao. Dele af vandet her er lavt, hvilket kan være en fordel for familier med mindre børn.
Klong Prao er samtidig godt placeret, hvis I vil rundt på Koh Chang. I bor omtrent midt på den vigtigste del af vestkysten, så der er ikke voldsomt langt hverken mod White Sand Beach i nord eller Kai Bae og Lonely Beach mod syd. Khlong Phlu Waterfall ligger også i området.
Man skal dog være lidt grundigere, når man vælger hotel her. Stranden er opdelt af flodmundinger, og forholdene kan derfor variere meget fra sted til sted. Nogle steder bliver stranden smal ved højvande, og enkelte hoteller ligger sådan, at adgangen til selve stranden ikke er helt så ligetil, som et kort kan få det til at se ud.
Til gengæld er det netop her, vi ville kigge, hvis ønsket er en mere klassisk Koh Chang-ferie med strand, resort og rolige aftener.
Kai Bae – god kombination af strand og restauranter
Kai Bae ligger syd for Klong Prao og rammer en god mellemvej mellem resortområderne mod nord og det mere backpackerprægede Lonely Beach længere sydpå.
Her er et godt udvalg af restauranter og barer, men området har ikke samme udprægede festprofil som Lonely Beach. Derfor fungerer Kai Bae rigtig godt for par og for rejsende, som gerne vil kunne gå ud og spise om aftenen uden nødvendigvis at bo midt i Koh Changs travleste område.
Der findes både mindre hoteller og større resorts i forskellige prisklasser. Kai Bae Viewpoint ligger lige syd for området og er et af de kendte udsigtspunkter på vestkysten. Sammen med beliggenheden mod vest gør det området godt til solnedgange.
Selve stranden kan være forholdsvis smal nogle steder, og ligesom flere andre steder på Koh Chang skal man kontrollere det enkelte hotels præcise placering. Nogle hoteller ligger direkte ved stranden, mens andre ligger på den anden side af vejen eller længere inde.
Hvis I gerne vil have mere omkring jer end i Klong Prao, men synes White Sand Beach bliver lidt for travl, er Kai Bae et rigtig godt kompromis.

Lonely Beach – bedst til backpackere og social stemning
Lonely Beach ligger et godt stykke længere nede ad vestkysten og har i mange år været Koh Changs klassiske backpackerområde. Det var især i 00’erne, at backpackerne for alvor fandt hertil, og selv om området siden er blevet mere etableret og også har fået dyrere overnatningssteder, hænger den afslappede og sociale stemning stadig ved.
Her finder I billigere værelser, guesthouses, barer og caféer, og det er et af de letteste steder på Koh Chang at møde andre rejsende. For solorejsende og yngre backpackere er det derfor stadig et af de områder, vi først ville kigge på.
Stranden er samtidig rigtig flot, men navnet Lonely Beach skal ikke tages alt for bogstaveligt. Om aftenen kan der være musik og fest, og overnatningssteder tæt på barerne kan være støjende.
Vi ville ikke vælge Lonely Beach som førstevalg til familier eller par, der primært søger en rolig resortferie. Her passer Klong Prao, Kai Bae eller dele af White Sand Beach bedre.
Placeringen er også værd at tænke over. Vejen sydpå mod Lonely Beach går over kuperet terræn med nogle meget skarpe sving. Det er især relevant, hvis I overvejer at leje scooter. Området ligger desuden mere for sig selv end White Sand Beach, Klong Prao og Kai Bae.
Læs derfor gerne de nyeste anmeldelser af det konkrete hotel, især hvis I sover let. Et billigt værelse kan være mindre attraktivt, hvis der ligger en bar lige ved siden af.

Bailan – roligere alternativ sydpå
Bailan ligger lige syd for Lonely Beach, men stemningen er væsentligt roligere. Det kan være et godt valg, hvis I gerne vil bo i den sydlige del af øen og stadig være relativt tæt på Lonely Beach, men ikke ønsker at bo midt i nattelivet.
Her findes især mindre resorts, guesthouses og steder, som egner sig til længere ophold. Priserne kan også være interessante sammenlignet med de mere populære områder længere nordpå.
Til gengæld skal I ikke vælge Bailan, fordi I forventer en lang klassisk sandstrand. Kysten er mere blandet med både stenede og mindre strandafsnit, og udbuddet af restauranter og butikker er begrænset sammenlignet med White Sand Beach og Kai Bae.
Transport er derfor mere nyttig her.
Bang Bao og Klong Kloi – hvis I vil langt væk fra de største områder
Helt mod syd ligger Bang Bao, som især er kendt for sin lange mole og som udgangspunkt for båd- og dykkerture. Området har restauranter, butikker og aktivitet omkring molen, men selve Bang Bao Pier er ikke et sted, man vælger for at få den bedste badestrand.
Hvis I gerne vil bo på stranden i denne del af Koh Chang, er Klong Kloi mere relevant. Her er stemningen roligere, og man føler tydeligt, at man er kommet væk fra de store ferieområder.
Det kan være charmerende, hvis det netop er dét, I søger. Men afstandene bliver også større. White Sand Beach og de centrale strande ligger langt væk, og transportmulighederne er ikke lige så hyppige som længere oppe på vestkysten.
De fleste førstegangsbesøgende ville vi derfor ikke sende helt herned som førstevalg. Men hvis I allerede kender Koh Chang, skal på mange båd- eller dykkerture eller bare gerne vil være meget for jer selv, kan den sydlige del være interessant.
Klong Son – fredeligt og tæt på færgen
Klong Son ligger i den nordlige del af Koh Chang tæt på færgehavnene, men området føles alligevel ret afskærmet fra White Sand Beach.
Her findes blandt andet villaområder, større ejendomme og mere eksklusive resortmuligheder. Det passer godt til jer, der helst vil opholde jer meget på selve resortet eller i en villa og prioriterer fred og privatliv.
Til gengæld er området ikke det oplagte valg, hvis I hver aften gerne vil gå ud og vælge mellem mange restauranter. Der er færre butikker og spisesteder inden for gåafstand, og egen transport eller taxa bliver hurtigt en større del af ferien.
Fordelen er, at I samtidig bor tæt på færgen, hvilket kan være praktisk på både ankomst- og afrejsedagen.
Østkysten og Salak Phet – ikke vores førstevalg til en strandferie
Når man ser på et kort over Koh Chang, kan det være fristende også at undersøge østkysten og området omkring Salak Phet. Her er meget stille, mere lokalt og betydeligt mindre turistet end på vestkysten.
Men hvis I rejser til Koh Chang for strandene, ville vi ikke vælge at bo her. Strandene på østkysten er generelt ikke lige så attraktive som dem på vestkysten, og der er langt færre restauranter, hoteller og andre tilbud til turister.
Området er til gengæld interessant til udflugter med blandt andet mangrover, små lokalsamfund og bugter omkring Salak Phet og Salak Khok.
For de fleste vil vi derfor se østkysten som et sted, man besøger på en tur, snarere end som base for hele ferien. Hvis I allerede har været på Koh Chang flere gange og bevidst søger fred og lokal atmosfære, kan det selvfølgelig være en anden sag.
Hvilket område er bedst uden scooter eller bil?
Hvis I ikke vil leje scooter eller bil, bliver valget af område ekstra vigtigt. Koh Chang er kuperet, og afstandene mellem strandene er større, end de kan se ud på et kort.
White Sand Beach er det nemmeste valg. Her kan I gå til et stort udvalg af restauranter, butikker, supermarkeder og andre faciliteter.
Kai Bae er også velegnet uden egen transport, fordi der er restauranter og butikker samlet omkring hovedvejen. Klong Prao kan fungere fint, men her betyder det mere præcist, hvilket hotel I vælger, da nogle resorts ligger mere isoleret.
Der kører songthaews langs den vigtigste del af vestkysten, men bor I langt mod syd eller på østkysten, bliver det generelt mindre praktisk at komme omkring.
Tjek hotellets præcise placering før I booker
På Koh Chang er det ekstra vigtigt ikke kun at kigge på hotellets områdenavn.
Et hotel, der markedsføres som beachfront, kan ligge direkte på en god sandstrand, men det kan også ligge ud til en mere stenet kyst eller tæt på en flodmunding. Andre hoteller har både strandbygninger og værelser på den modsatte side af hovedvejen.
Bjergsiden kan give flotte udsigter, men også trapper og stejle interne veje. Det bør især familier med små børn og rejsende med gangbesvær kontrollere på forhånd.
Se også efter den reelle gangvej til stranden, restauranterne og hovedvejen. På grund af bakker, floder og private resortområder kan en kort afstand på kortet vise sig at være mindre praktisk i virkeligheden.
Hvornår er hotellerne dyrest på Koh Chang?
November til februar er den mest populære periode på Koh Chang, og efterspørgslen er særlig høj omkring jul og nytår. Hvis I rejser på de mest populære datoer, er det en god idé at booke i god tid.
Marts og april er fortsat forholdsvis tørre måneder, men temperaturen stiger. Her ville vi lægge ekstra vægt på god aircondition, skygge omkring hotellet og eventuelt en god pool.
Fra maj til oktober kan priserne være betydeligt lavere, og der er færre turister. Til gengæld kan kraftig regn og grovere hav påvirke strandferien, og enkelte restauranter og andre tilbud kan være lukkede eller køre med begrænset service.
Uanset årstid anbefaler vi at sammenligne den samlede pris og ikke kun værelsesprisen. Tjek blandt andet skatter, morgenmad, regler for børn, transport til og fra færgen og eventuelle obligatoriske middage omkring jul og nytår.
Hvor ville vi selv vælge at bo?
For langt de fleste handler valget mellem tre områder.
White Sand Beach er bedst, hvis I vil have maksimal bekvemmelighed og gerne vil være tæt på restauranter, butikker og lidt aftenliv. Det er især nemt på den første rejse til Koh Chang og fungerer rigtig godt for familier.
Klong Prao er vores stærkeste bud, hvis ferien først og fremmest skal handle om strand, resort og en mere rolig stemning. Kai Bae ligger midt imellem og er et rigtig godt valg, hvis I gerne vil have ro om dagen, men stadig kunne gå ud til flere restauranter om aftenen.
Lonely Beach ville vi først og fremmest vælge som backpacker eller solorejsende, mens Bang Bao, Klong Kloi og østkysten er mere specialiserede valg for jer, der bevidst gerne vil bo væk fra Koh Changs mest populære ferieområder.
