Wat Phan Tao er et af de steder i Chiang Mai, der let ender i skyggen af sin nabo. Lige ved siden af ligger Wat Chedi Luang med sin enorme ruin, og det er naturligt nok dér, mange først retter blikket. Men det ville være synd bare at skimme forbi Wat Phan Tao Chiang Mai. For hvor Wat Chedi Luang rammer med skala og tyngde, gør Wat Phan Tao noget helt andet. Det arbejder med mørkt træ, dæmpet lys og den form for ro, man først rigtig lægger mærke til, når man sænker tempoet lidt.
Det er ikke et tempel, der prøver at imponere ved første blik. Og det er netop en del af dets styrke.
Det særlige er ikke størrelsen, men bygningen
Det vigtigste ved Wat Phan Tao er den store viharn i teak. Det er den, man kommer for. Bygningen skiller sig ud med det samme, fordi den føles så anderledes end mange andre templer i Chiang Mai. Her er mindre guld, mindre glans og langt mere træ, skygge og stoflighed.
Det gør også en forskel, at hallen ikke oprindelig blev bygget som et almindeligt tempelrum. Den begyndte som ho kham, en kongelig hal med tilknytning til hoffet, og blev først senere flyttet og omdannet til viharn. Den historie kan man faktisk godt mærke i bygningen. Den føles ikke kun religiøs. Den føles også som et stykke gammel residensarkitektur, der har fået et nyt liv.
Det er en vigtig del af templets særpræg. Wat Phan Tao er ikke bare det fine trætempel ved siden af Wat Chedi Luang. Det er et af de steder, hvor Chiang Mai stadig viser noget af sin gamle Lanna-verden i træ og ikke kun i mursten og stupaer.
Træet, mørket og lyset gør det meste af arbejdet
Noget af det bedste ved Wat Phan Tao er, at bygningen bliver mere interessant, jo tættere man kommer på. Udefra er den smuk på en underspillet måde. Men det er først, når man begynder at se på træværket, udskæringerne og overfladerne, at stedet for alvor åbner sig.
Over indgangen sidder den kendte påfuglegavl, som er en af templets mest markante detaljer. Den giver facaden noget kongeligt uden at gøre den prangende. Indenfor bliver stemningen endnu bedre. Her er mørkere end i de fleste andre tempelhaller i byen, og netop det gør rummet særligt. Lyset falder mere sparsomt ind, træet opsuger noget af det, og hele stedet føles mere stille, end man forventer midt i den gamle by.
Det er også derfor, Wat Phan Tao fungerer så godt for folk, der egentlig er lidt mætte af templer. Her handler det mindre om at blive blændet og mere om at se ordentligt efter.
Det er et sted, der fungerer bedst i et roligt tempo
Wat Phan Tao belønner ikke den hurtige måde at rejse på. Hvis man bare går ind, tager et billede og går igen, mister man en stor del af pointen. Det fungerer bedre, hvis man bliver et øjeblik, lader øjnene vænne sig til mørket og ser, hvad der egentlig er i rummet.
Det gælder også de små ting. De røde og gyldne træbannere, Buddhafiguren for enden af hallen og den måde lyden bærer i træbygningen. Det er ikke et tempel, der råber om opmærksomhed. Det viser stille og roligt, hvorfor materialer og stemning nogle gange betyder mere end stor skala.
Det klæder også stedet, at man selv går lidt roligere rundt her. Træhallen bærer lyd langt, og det er et af de steder, hvor man næsten automatisk sænker stemmen.
Haven bagved gør templet blødere
Bag den mørke træhal åbner Wat Phan Tao sig lidt op. Her ligger den hvide chedi og et mindre haveområde, som giver hele stedet mere luft. Det er en fin kontrast til den mørke viharn. Først træ, skygge og dæmpet lys. Derefter noget lysere, roligere og mere åbent.
Det er også denne del af templet, mange forbinder med de gamle billeder fra Yi Peng og Loy Krathong, hvor lys, vand og munkeprocessioner gjorde stedet berømt på en meget fotogen måde. Den tradition er stadig en del af, hvordan mange husker Wat Phan Tao, men det er værd at være lidt varsom med forventningerne. Festivalprogrammer og ceremonier kan ændre sig, så man skal ikke regne med, at gamle billeder automatisk viser præcis, hvordan det ser ud nu.
Det ændrer dog ikke ved, at templet stadig er et af de steder i Chiang Mai, der passer godt til højtider og skumring. Der er noget ved stemningen her, som tager godt imod lys og stilhed.
Det giver ekstra god mening sammen med Wat Chedi Luang
En stor del af Wat Phan Taos styrke er placeringen. Lige ved siden af ligger Wat Chedi Luang, og de to steder klæder hinanden virkelig godt. Wat Chedi Luang er stor, ru og tung. Wat Phan Tao er mørkere, mindre og mere samlet. Den ene taler i mursten. Den anden i træ.
Det er derfor oplagt at se dem sammen. Ikke for at nå to templer hurtigt, men fordi kontrasten faktisk gør begge steder bedre. Man forstår Wat Phan Tao tydeligere, når man lige har stået ved siden af Wat Chedi Luangs ruin. Og man ser Wat Chedi Luang anderledes, når man kommer direkte fra det mørke trærum hos naboen.
Den bedste rytme er ofte at begynde i Wat Phan Tao sidst på eftermiddagen, mens lyset stadig er blødt nok til træværket, og derefter gå videre til Wat Chedi Luang, når murstenen begynder at tage farve.
Derfor er det værd at gå ind
Wat Phan Tao er ikke templet i Chiang Mai, der fylder mest på listerne. Men det er et af de steder, der ofte føles mest ægte, når man først står der. Ikke fordi det er spektakulært i klassisk forstand, men fordi det har en ro og en karakter, som mange af de større seværdigheder ikke helt har på samme måde.
Det passer især godt til folk, der holder af gamle materialer, træarkitektur, dæmpede rum og steder, der ikke behøver gøre så meget væsen af sig selv for at være interessante.
Man går ikke nødvendigvis herfra med følelsen af at have set det største tempel i Chiang Mai. Men man går ofte herfra med følelsen af at have set et af de steder, der bliver hos én lidt længere.
