Nattoget fra Bangkok til Chiang Mai er en af de rejser, mange taler om, før de tager den, og som de fleste stadig husker bagefter. Ikke fordi det er luksus. Ikke fordi alt altid glider perfekt. Men fordi det kan noget, som fly og bus ikke helt kan. Man går ombord i Bangkok om aftenen, falder langsomt til ro, og næste morgen står man af i Chiang Mai med følelsen af faktisk at have rejst gennem landet i stedet for bare at være blevet flyttet.
Det er ikke den hurtigste løsning. Det er heller ikke altid den billigste, hvis man sammenligner med de skarpeste flypriser. Men det er en rejseform, der giver mere, end den bare sparer. Og det er præcis derfor, nattoget stadig er værd at vælge.
Det rigtige tog er stadig nummer 9
Hvis man bare vil have det enkle svar, er det stadig tog nummer 9, man skal gå efter. Det er den moderne aftenafgang fra Krung Thep Aphiwat i Bangkok og den, de fleste helst vil have. Ikke fordi de andre tog er dårlige, men fordi nummer 9 ganske enkelt hænger bedre sammen. Tiden passer godt, vognene er nyere, og hele turen føles mere rolig og mindre slidt.
Der findes andre nattog mod Chiang Mai, og de fungerer fint nok. Men hvis man har valget, er det svært for alvor at argumentere for dem frem for nummer 9. Man kan sagtens tage de ældre tog, men det er som regel noget, man gør, fordi den bedste afgang allerede er udsolgt.
Dagtoget findes også, og det kan være en flot tur, hvis man gerne vil se landskabet i dagslys. Men for de fleste er pointen med den her rute netop, at man bruger natten fornuftigt og vågner i Nordthailand næste morgen.
Krung Thep Aphiwat ser mere besværlig ud, end den er
Alle de lange tog mod Chiang Mai kører nu fra Krung Thep Aphiwat Central Terminal. Første gang kan stationen godt virke lidt voldsom. Den er stor, ny og langt mindre intim end gamle Hua Lamphong. Men i praksis er den ikke svær at bruge. Kommer man med MRT til Bang Sue, er man allerede tæt på, og resten handler mest om at møde op i ordentlig tid og kigge på tavlerne i stedet for at forsøge at gætte sig frem.
Det bedste er at være der omkring tre kvarter før afgang. Ikke fordi man skal igennem en lufthavnsagtig proces, men fordi det er rart at have tid til at finde den rigtige gate, gå ned til perronen og stille sig ved den rigtige vogn uden at gøre det til et projekt.
I Chiang Mai er ankomsten langt mindre dramatisk. Stationen ligger øst for den gamle by, og når man går ud foran bygningen, står der næsten altid røde songthaews, tuk-tuks og biler klar. Det er ikke en ankomst, man behøver overanalysere. Man går ud, finder transport og kommer videre.
2. klasse er som regel det rigtige valg
Det er let at tænke, at 1. klasse må være det oplagte valg, fordi en privat kupé selvfølgelig lyder bedre end en åben sovevogn. Og ja, 1. klasse er rarere. Man får en lukket kupé, mere ro og en mere privat nat. Hvis man rejser som par, eller hvis man virkelig sætter pris på at være i fred, giver det god mening.
Men for de fleste er 2. klasse med aircondition og sovekøje faktisk mere end nok. Det er den klassiske nattogsoplevelse, og det er også den, langt de fleste bliver tilfredse med. Man får rene lagner, pude, tæppe og et gardin omkring køjen. Det er ikke privat, men det føles heller ikke som at ligge helt udstillet. Når lyset er dæmpet, gardinerne er trukket for, og toget er kommet ordentligt ud af Bangkok, falder vognen som regel hurtigt til ro.
Det vigtigste valg er næsten ikke 1. eller 2. klasse, men om man tager øvre eller nedre køje. Den nedre er bredere, lettere at komme ind og ud af, og så har man vinduet lige ved siden af. Den øvre er smallere og ligger tættere på den kolde luft fra airconditionen. Hvis man kan få den nedre, er det næsten altid den rigtige beslutning.
Det bedste ved turen er, når vognen ændrer karakter
Noget af det, der gør nattoget særligt, er selve overgangen fra almindelig togvogn til sovevogn. I 2. klasse starter turen med sæder vendt mod hinanden, folk der pakker ud, kigger på telefoner og falder lidt til. Når aftenen har sat sig, går personalet gennem vognen og forvandler det hele. Sæderne bliver slået om til køjer, madrasser og lagner kommer på, gardiner bliver trukket frem, og på meget kort tid ligner vognen pludselig noget helt andet.
Det er en lille ting, men også en stor del af oplevelsen. Det er dér, turen holder op med at føles som almindelig transport og begynder at føles som nattog. Man lægger sig til rette, hører toget arbejde videre gennem mørket og ved egentlig godt, at næste gang man for alvor kigger ud, er man meget længere nordpå.
Det her vil man gerne vide på forhånd
Det mest nyttige råd er stadig det samme som på overraskende meget transport i Thailand: tag noget varmt med. Airconditionen kan være kold, også på de nyere vogne, og især hvis man har den øvre køje, kan man mærke det. Den slags er irriterende at opdage, når toget først er kørt.
Det er også smart at have de vigtige ting tæt på. Pas, telefon, powerbank, vand og noget lille at spise skal ikke ligge nederst i en stor taske ved vognenden. Man behøver ikke pakke som til en ekspedition, men lidt omtanke gør turen mærkbart lettere.
Maden ombord er heller ikke noget, man skal romantisere for meget. Man kan som regel købe noget, og nogle tog har spisevogn eller servering, men det er stadig en god idé at gå ombord med lidt selv. Ikke fordi man kommer til at mangle noget, men fordi det er rart at være selvkørende på en nattur.
Og så er der den regel, som stadig er værd at kende: alkohol er forbudt på tog og stationer. Det er ikke en løs anbefaling. Det er bare sådan, det er.
Toget er ikke hurtigere end flyet, men det kan stadig give mere mening
Hvis man kun ser på tiden i luften, virker flyet selvfølgelig hurtigere. Men det er også her, toget vinder lidt på ærlighed. Flyet er ikke bare en time til Chiang Mai. Det er også transport ud til lufthavnen, check-in, sikkerhed, boarding, ventetid, bagage og transport ind til byen igen bagefter. Det hele lægger sig oven i hinanden på en måde, som gør dagen mere hakket, end man først tror.
Toget gør noget andet. Man går ombord om aftenen, lægger sig til rette og bruger natten på transport. Man skal ikke forholde sig til bagagegrænser eller ekstra gebyrer, hvis man rejser med mere end en let rygsæk. Man skal bare finde sin køje og falde til ro.
Det betyder ikke, at toget altid er det rigtige valg. Hvis man er sent ude, hvis alle de gode køjer er væk, eller hvis man hellere vil tage en bus fra Bangkok til Chiang Mai, er der andre gode muligheder. Hvis man bare vil minimere rejsetiden så meget som muligt, er flyet stadig det oplagte svar. Men hvis man har valget, og hvis man godt kan lide, at selve rejsen også må være en del af turen, er toget ofte den løsning, man er gladest for bagefter.
Derfor er nattoget stadig værd at vælge
Nattoget fra Bangkok til Chiang Mai er ikke smart på den glatte måde. Det prøver heller ikke at være det. Det er en rejseform, der fungerer, fordi den er enkel, rolig og lidt gammeldags på den gode måde. Man bruger natten fornuftigt, man ligger faktisk ned, og man ankommer ikke med følelsen af bare at være blevet sendt gennem et transportsystem.
Det er heller ikke en tur, der skal oversælges. Hvis man vil have fuld kontrol, helt stille omgivelser og perfekt søvn, findes der bedre løsninger. Men hvis man gerne vil rejse nordpå på en måde, der føles mere som en rejse end som logistik, er nattoget stadig svært at slå.
Og det er nok præcis derfor, så mange stadig ender med at huske det.
